Betyder det, at der er noget fysiologisk i vejen? At musklerne er for korte? Eller at de ikke kan “slappe af”?
Her kommer mine tanker omkring, hvorfor mange har følelsen af stramme muskler, og hvad man kan gøre ved det.
Bare rolig du kan sagtens have oplevelsen af stramhed, uden at der er noget fysiologisk galt
Det mærkelige ved oplevelsen af muskelspændinger eller stramme muskler er, at der kan komme én ind til behandling, som oplever en stramhed i lænden, men uden problemer kan bøje sig forover og nå tæerne. Hvor en anden kommer ind og knap nok kan nå ned til knæene, men oplever ikke samme stramhed – hvordan kan det være?
Det er simpelthen, fordi det er en følelse – altså noget vi hver især mærker forskelligt, og i mindre eller større grad. Derfor er det noget andet end den rent fysiske eller mekaniske tilstand af spænding, stivhed eller decideret at have for korte muskler. Du kan derfor sagtens have følelsen af stramhed uden fysisk at være det og omvendt.
Derfor gør vi altid meget ud af hos os at spørge ind til:
- Er der tale om ikke at kunne bevæge sig frit?
- Kræver det ekstra at skulle udføre en bevægelse?
- Er det svært eller meget krævende til sidst i en bevægelse – altså at få bevægelsen ud i sin slutposition?
- Eller handler det ikke om bevægelighed, men mere om en følelse af stramhed, som egentlig ikke er en decideret smerte, men ubehagelig og irriterende?
- Og til sidst: Er det mere en følelse af, at musklerne ikke kan “slappe af”, så man aldrig oplever den der rare følelse af afslappethed?
Det er derfor ret vigtigt, at man forstår dette. For så er det langt nemmere at forstå og overveje, hvad man kan gøre ved det. Men også genoverveje den behandling man allerede måske er i gang med.
Set ud fra vores perspektiv som behandlere, er det også langt nemmere at udføre og tilrettelægge en behandling, der rent faktisk vil virke, hvis vi forstår udgangspunktet for, hvorfor du kommer til os.
Men hvorfor er det så, at vi kan opleve stramhed, hvis musklerne rent fysisk ikke er det?
Det er et komplekst spørgsmål, som jeg vil prøve at give et mere simpelt svar på. For at kunne gøre det vil jeg først bruge smerte, som sammenligning.
At mærke smerte er ikke ensbetydende med, at der hvor smerten mærkes, er der hvor den kommer fra. Forvirret? lad mig forklare:
Når vi mærker en smerte i benet kan det sagtens være at smerten reelt stammer fra en klemt nerve i lænden. Derfor skal man se på smerte, som et alarmsystem. Du bliver alarmeret om, at der er noget galt, og du skal stoppe med at gøre, det du gør. På samme måde kan vi se på det at føle stramhed eller spænding.
Her alarmerer kroppen dig ikke om at stoppe med en bevægelse, nærmere at du skal bevæge dig på en anden måde. F.eks. hvis du har siddet lang tid foran din computer, så kan du måske begynde at føle en stramhed og ømhed i skuldre og nakke. Det er en indikation om, at nu er det tid til at skifte stilling. Det er altså kroppens måde at sige til dig på, at nerver, muskler og led mangler blodtilstrømning. Det kan i sidste ende føre til en konstant følelse af at være stram og spændt op.
For at opsummere kan vi derfor sige, at smerte advarer os om at vi skal stoppe med at lave en bestemt bevægelse, hvor følelsen af stramhed og spænding skal minde os om, at nu er det altså tid til at bevæge os!
Men hvad kan man så gøre for at komme af med følelsen af stramhed og spændinger?
Det vigtigste er, at du skal finde ud af, hvad der virker for dig. For nogle virker det at lave udstrækningsøvelser, andre at lave motorikøvelser. Men hvad der næsten virker for alle er at øge deres fysiske aktivitet – simpelthen at træne og dyrke mere motion.
Det gamle ordsprog: at holde kroppen i gang, er ikke bare en floskel – det virker! På kort sigt kan det føles, som et tilbagefald, fordi musklerne efter træning kan føles netop stramme og ømme, men giv det tid og vedholdenhed. Ved en kombination af regelmæssig træning / motion og massage som øger blodgennemstrømningen, så mærker de fleste at følelsen af ømhed og stramhed forsvinder og bliver erstattet af velvære og afslappethed.
Konklusionen er derfor:
Husk på at følelsen af at have stramme muskler ikke nødvendigvis betyder, at der er noget fysiologisk i vejen. Det er højst sandsynligt dit nervesystem, der prøver at advare dig om, at nu er det altså tid til at bevæge dig. Husk også at vi alle føler det forskelligt og i forskellige grader. Det kan mindskes ved, at du styrker din generelle sundhed gennem regelmæssig motion, forbedret motorik og kost. Husk at vær bevidst omkring din krop.
Vi vil med glæde hjælpe dig 🙂
Vi ses!
//Jim
Kilder:
https://www.netdoktor.dk/epilepsi/nervesystemet/opbygning/funktion.htm
https://www.webmd.com/fitness-exercise/news/20100604/resistance-training-improves-flexibility-too